Joysticket er større end på forgængeren og giver bedre kontrol med fokuspunkterne.

3 hurtige om Canon EOS R6 Mark II

Den elektroniske søger i Canon EOS R6 Mark II har en opløsning på 3,69 mio. punkter ligesom Nikon Z 6II og Sony A7 IV.

Det avancerede fokussystem består af hele 4897 valgbare fokuspunkter. Heraf benytter autofokussen de 1053 punkter.

Kameraet har plads til to SD-kort af UHS-II-typen i siden. Man kan desværre ikke bruge de endnu hurtigere CFexpress-kort.

Med EOS R6 Mark II retter Canon ikke bare op på svagheder i forgængeren EOS R6. Kameraet melder sig nemlig for alvor ind i kampen om en topplacering i den krævende mellemklasse. Opløsningen på full-frame-sensoren er hævet fra 20,0 til 24,0 mio. pixels, og det kan ses. Billedkvaliteten er nemlig væsentligt mere detaljeret og på niveau med fx Nikon Z 6II ved lav ISO. På høje ISO værdier som 51.200 er der endda flere detaljer.

En anden vigtig opdatering finder man i fokussystemet, som er hentet fra flagskibet EOS R3. Den avancerede motivgenkendelse er baseret på kunstig intelligens og kan ikke bare registrere mennesker, dyr og køretøjer, men specifikt hunde, katte, fugle, heste, zebraer, tog, racerbiler, motorcykler, fly og tog. Det fungerer forrygende.

Kameraet kan skyde 40 billeder i sekundet med elektronisk lukker. Det er dobbelt så mange som forgængeren. Med mekanisk lukker er hastigheden 12,0 billeder per sekund, hvilket er knap så prangende. Konkurrenten Nikon Z 6II klarer 14 skud, uanset om du bruger mekanisk eller elektronisk lukker. Bufferen i R6 Mark II er stærk i denne klasse. Vi kunne få 148 raw- og jpeg-filer i en serie, før kameraet sagde stop, når vi skød med mekanisk lukker. Med elektronisk lukker fik vi 63 skud. I begge tilfælde var bufferen tømt på ti sekunder.

Kameraets stabilisering er ganske enkelt enestående. I kombination med RF 24-70mm F2.8 L IS USM på kameraet fik vi knivskarpe billeder i en mørk kirke, da vi håndholdt skød med en lukkertid på hele fem sekunder. Det har vi ikke oplevet før. Designmæssigt ligner Mark II sin forgænger, men tænd-og-sluk-knappen er flyttet over i højre side, så vi kunne tænde kameraet, selv om vi kun holdt det i højre hånd.

Video kan optages i flot 4K, og der er desuden et væld af avancerede videoindstillinger og professionelle profiler at vælge imellem. Eneste fnys herfra er den noget voldsomme pris.

PRIS

23.199 kr.

Det syntes vi efter …

5 minutter: Knapperne er bedre placeret end på R6.

8 timer: Billedstabiliseringen er ganske enkelt suveræn.

3 dage: Fokussystem og hastighed er perfekt til hurtige motiver.

Dommen

+

Fin detaljegengivelse.

Meget overbevisende autofokus.

Billedstabilisering i særklasse.

-

Meget høj pris.

Skærmstørrelsen skuffer.

KARAKTER

9,1

Specifikationer

24,0 mio. pixels

1.620.000 punkter, skærm

40 billeder/sekund

670 gram

Nærmeste konkurrent

Nikon Z 6II

Testbilleder

Billeder af farvekort er taget på henholdsvis laveste ISO-værdi uden ISO-udvidelse, ISO 1600, ISO 6400 og højeste mulige ISO-værdi med udvidelse.