Designmæssigt ligner R8 det større R6 Mark II, men man må fx undvære et joystick og et ekstra indstillingshjul på bagsiden.

3 hurtige om Canon EOS R8

Den elektroniske søger har 2,36 mio. punkter og opdaterer 120 gange i sekundet. Det er med til at give et klart og roligt søgerbillede.

Autofokussen har intelligent motivgenkendelse, der kan registrere mennesker, hunde, katte, fugle, heste, biler, motorcykler, fly og tog.

R8 har kun plads til et enkelt SD-kort. Det placeres under samme dæksel i bunden som batteriet. Det er bøvlet, når kameraet er på stativ.

På mange punkter er Canon EOS R8 et neddroslet EOS R6 Mark II. Ligesom storebroren er det udstyret med en stor full-frame-billedsensor, og så får du flere af de samme suveræne funktioner som i det dyrere R6 Mark II.

Det gælder især det avancerede fokussystem med hele 4897 valgbare fokuspunkter. Motivgenkendelsen er også her baseret på kunstig intelligens og kan registrere mennesker, hunde, katte, fugle, heste, tog, biler, motorcykler, fly og tog. Ofte spottede autofokussen en fugl i et træ, før vi selv fik øje på den, og i mange situationer låste den specifikt på øjnene. Selv fugle i flugt blev fanget uden tøven.

R8 lægger da også også op til hurtige motiver. Det kan nemlig skyde 40 billeder i sekundet med elektronisk lukker. Det er det samme som det dyrere R6 Mark II. Med mekanisk lukker er hastigheden dog kun 6,0 billeder per sekund.

Når vi skød serier med raw og jpeg-billeder med den mekaniske lukker, fik vi 86 skud i kassen, før bufferen var fyldt. Efter 14 sekunder, kunne vi skyde igen. Valgte vi elektronisk lukker, sagde bufferen stop efter 38 skud og var tømt på 12 sekunder. Begge dele er udmærket i denne prisklasse.

Sensoren er på 24,0 mio. pixels ligesom hos storebroren og leverer en virkelig fin og detaljeret billedkvalitet. Selv høje ISO værdier som 51.200 er brugbare, selv om støjen begynder at genere, når du går over ISO 12.800. Eksponeringen er sikker, og farverne er naturlige.

Video optages i flot 4K-kvalitet med op til 60 billeder i sekundet eller Full HD med hele 180 billeder per sekund.

For at holde prisen nede har Canon droppet den indbyggede stabilisering på billedchippen, så her er du mere afhængig af objektiver med stabilisering, hvis du skyder håndholdt i svagt lys. Desuden bruger kameraet et lille LP-E17-batteri, som kun klarer omkring 370 skud per opladning.

PRIS 14.399 kr.

Det syntes vi efter ...

4 minutter: R8 ligger godt i hånden og er nemt at betjene.

10 timer: Vi savner et joystick til at flytte fokuspunkt.

6 dage: Autofokus og hastighed er helt forrygende.

DOMMEN

+

Overbevisende og sikker autofokus.

Flot billedkvalitet med fine detaljer.

God ergonomi og lav vægt.

-

Ingen billedstabilisering.

Lille batteri.

KARAKTER

8,9

Specifikationer

24,0 mio. pixels

1,62 mio. punkter, skærm

40 billeder/sekund

461 gram

Nærmeste konkurrent

Nikon Z 5

Testbilleder

Billeder af farvekort er taget på henholdsvis laveste ISO-værdi uden ISO-udvidelse, ISO 1600, ISO 6400 og højeste mulige ISO-værdi med udvidelse.