I tredje sæson af videoserien Seasons tager naturfotografen Morten Hilmer til de finske skove for at fotografere landskaber og nogle af Nordens vilde dyr.

Denne sæson består af 12 afsnit, og i de første kaster han sig over de flotte landskaber i skovene ved byen Kuhmo i det østlige Finland tæt på grænsen til Rusland.

Morten fortæller om det fotoudstyr, han har taget med, og så går han i gang med at tage landskabsbilleder i skoven.

Her deler han blandt andet ud af sine tips til komposition, og så kan du se, hvordan han indstiller kameraet til en perfekt eksponering.

Derefter kaster Morten sig ud i at tage billeder af vandløb med lange lukkertider, og du kan se, hvordan han finder frem til den helt rigtige lukkertid.

Den står dog ikke bare på landskaber, men Morten vil også fange nogle af de vilde dyr i området. Det vil han gøre fra et fotoskjul, og i afsnit 9, 10 og 11 kan du se, når han fotograferer både jærv og bjørne.

I sidste afsnit viser Morten nogle af sine flotte optagelser fra dronen frem ,og så kan du se nogle af de bedste billeder, han fik taget i Finland.

I Sæson 1 var Morten Hilmer i Norge for at fotografere moskusokser i vinteren, og i Sæson 2 tog han til Bulbjerg i Danmark for at fotografere fugle i foråret. Nu går turen altså til de finske skove om sommeren.

Se alle afsnit her