50 mm minder om det, øjet ser, og gør objektivet velegnet til både rejse, landskab, portræt og street med mere.

2 hurtige om Sony FE 50mm F1.4 GM

Vægten er reduceret med imponerende 264 gram i forhold til den gamle model.

Direkte lav sol forfra blev håndteret meget overbevisende uden grimme reflekser.

Ingen har så mange objektiver til de spejlløse kameraer som Sony. Tallet er nu oppe på 71, men ikke desto mindre fortsætter strømmen af nye forbedrede modeller.

Sony har selvfølgelig allerede en 50mm F1.4, men den er fra 2016, og meget er sket med teknologierne siden. Derfor er det tid til en opdatering, og denne gang er det endda med den eksklusive GM-betegnelse, der er ensbetydende med Sonys ypperste luksus.

Konstruktionen lever fuldt ud op til vores forventninger med en præcis manuel fokusring og en blændering, der både kan køre med tilfredsstillende klik mellem hver blænde eller med glidende overgang. Autofokus er nådesløs konsekvent og lydløs i alle de scenarier, vi testede i, takket være to XD Linear-motorer.

Med 11 blændelameller er det lagt op til en fantastisk flot baggrundssløring på de største blændeåbninger, og vores høje forventninger blev også her indfriet. Det nye objektiv er på alle måder bedre end det fra 2016 og vejer imponerende nok 33 procent mindre. Men hvad sker der, når man sammenligner med et nyt objektiv? For at finde svaret sammenlignede vi med Sigmas nye objektiv, der også er på 50mm F1.4, og forskellene er store.

Sigmas udgave gør det på mange områder fint, men når det handler om skarphed og detaljegrad helt ud til billedkanterne, er Sonys 50mm klart overlegen op til F4.0. Baggrundssløringen er også bedre hos Sony. Vi brugte blandt andet en neutral grå plade som baggrund til nogle testoptagelser, og den blev gengivet helt perfekt med Sony. I vores anmeldelse af Sigmas – halvt så dyre – optik kan du læse om de overraskende resultater, vi fik.

PRIS

13.500 kr.

DOMMEN

+

Fantastisk billedkvalitet helt til kant.

Gennemført baggrundssløring.

Overraskende kompakt.

Bedre end Sigmas nye.

-

Prisen på GM-optikken er ikke for børn.

KARAKTER

9,1

Specifikationer

41 cm nærgrænse

11 blændelameller

9,6 x 8,1 cm

516 gram

Testbilleder