Med en diameter på næsten fem cm fylder mikrofonerne en del, når de sidder på fx en skjorte.

2 hurtige om Saramonic BlinkMe B2

Modtageren kan lade de to mikrofonenheder op, når de placeres på hver sin side, hvor de holdes fast via magneter.

Man kan også optage og gemme lyd direkte på BlinkME B2. Optagelserne overføres via modtager og usb-kabel til computer.

Mikrofonsystemet BlinkMe B2 består af en modtager og to mikrofonenheder, der sender signalet trådløst til modtageren. Den kan placeres i kameraets flashsko, og via et kabel sender den lyden til kameraet, mens mikrofonerne kan placeres trådløst på personer.

BlinkMe B2 har et magnetsystem, så man kan sætte en magnet på indersiden af en bluse og montere en mikrofon på ydersiden. Der medfølger også en klemme, der kobles til mikrofonen via en magnet, og som man kan sætte på en skjorte eller lignende.

Systemet giver væsentlig bedre lyd fra personer end kameraets indbyggede mikrofon. Lyden er dybere, og indendørs oplevede vi, at der var mindre ekko. Når mikrofonen sidder på personen, ændres lyden naturligvis ikke, når man bevæger sig rundt foran kameraet. Der er dog lidt rigeligt støj.

Både modtager og mikrofoner har indbyggede skærme, hvor man kan foretage forskellige indstillinger. Skærmene er detaljerede, klare og berøringsfølsomme, men desværre responderer de dårligt, så vi måtte ofte swipe eller trykke flere gange, før de reagerede.

Via en app på telefonen kan man skifte baggrund og definere, hvad knapperne skal kunne. Vi fik dog ikke funktionen, hvor man kan bruge egne billeder som baggrund til at virke, og man kan desværre ikke foretage andre mikrofonindstillinger. Appen skaber forbindelse via Bluetooth, men man kan ikke sende lyden trådløst til telefonen. Her skal man købe et særligt kabel, der kobler modtager og telefon sammen.

Der medfølger små vindhætter til mikrofonerne. De er effektive til at dæmpe vindstøj, men de er besværlige at montere, og så kan man ikke placere mikrofonerne i modtageren for fx at lade op, når vindhætterne er monteret.

PRIS

1545 kr.

DOMMEN

+

Overraskende lav pris.

Nem montering via magneter.

God lyd på personer.

-

Touch-skærme fungerer dårligt.

App til telefon er ikke så velfungerende.

KARAKTER

8,4

Specifikationer

20-20.000 Hz

110 dB SPL

4,7 x 1,3 cm (mikrofoner)

30 gram (per mikrofon)