Det lækre rejsestativ er udført i stabil kulfiber og er i uhørt høj kvalitet til prisen.

2 hurtige om Heipi Travel Tripod W28

Den traditionelle midtersøjle er erstattet af hele tre af slagsen.

Der er indbygget holder til telefonen og en krog til fototasken.

I 2020 anmeldte vi begejstret Peak Designs kraftspring af et rejsestativ. Lige siden har vi ventet spændt på et modtræk, og her er Travel Tripod W28 et overraskende et af slagsen. Overraskende fordi det ikke kommer fra en af de store producenter, men fra en kinesisk ingeniør og amatørfotograf.

James Ban har nemlig udviklet et rejsestativ, der minder lidt om Peak Designs, men det er alligevel helt sit eget. Heipi har gjort op med den sædvanlige midtersøjle og har lavet tre søjler, der fletter smukt ind mellem stativets tre ben. Tre søjler gør stativet mere stabilt end en, og trods den lave vægt er stativet godkendt til at bære 25 kilo, hvor Peak Design kun klarer 9,1. De færreste bruger så tungt udstyr, men det siger noget om stativets generelle stabilitet. Vores kamera med tung tele stod da også selvsikkert i blød søbred.

Det indbyggede kuglehoved er relativt stort og meget stabilt. En lækker klikfunktion ved hver tiende grad gør det muligt at lave præcise panoramaer. Det kan Peak Design ikke. Hovedet gør Heipi Travel Tripod fem cm længere end konkurrenten, men det kan nemt afmonteres under transport, og i omkreds er Heipi mest kompakt.

Stativet kan skilles ad, så man har tre stativer i et. De tre slanke ben, der erstatter den klassiske midtersøjle kan nemlig agere ben på sit eget lille stativ, der bringer kameraet helt tæt på jorden, hvilket vi hurtigt blev afhængige af.

Kun låsene på stativets almindelige ben ligger kvalitetsmæssigt lidt under det ellers meget høje niveau uden at være problematiske, og til prisen er vi ikke blege for at kalde Heipi det bedste køb i genren.

PRIS

2321 kr.

DOMMEN

+

Nyskabende og funktionelt.

Høj kvalitet.

Meget kompakt, men stabilt.

Rigtig godt køb.

-

Låsene på benene er lidt træge.

KARAKTER

9,2

Specifikationer

1,4 kilo

25 kilos belastning

44 cm højde (sammenklappet)

150 cm højde (udslået)