Der er en indbygget teleskopstang, som giver godt 20 cm ekstra længde.

De to tidligere udgaver af DJIs stabilisatorer til glidende videoer med telefonen hed blot OM, men sjette generation har igen taget Osmo-navnet til sig. Sammenfoldet kan den ligge i en stor lomme, og som noget nyt tænder gimbalen, allerede når du folder den ud, så du er hurtigt i gang.

Telefonen klikkes på med en magnet, og med DJI Mimo-appen er der en rigtig god og opdateret sporingsfunktion, der fx kan følge et ansigt – også når siden eller ryggen vendes til. Ergonomien er forbedret, og knapperne er velplacerede. Joysticket er præcist, og med et nyt hjul på siden kan man nemt zoome eller justere fokus. Da den 3-aksede stabilisering også sikrer rolige optagelser på fremragende vis, er dette den hidtil bedste gimbal til telefoner, vi har prøvet.

PRIS

1399 kr.

KARAKTER

9,2